Miniferie i Marrakech
For en månedstid siden blev vi enige om at tage 4 dage afsted på juleferie som kærester uden vores to børn, ligesom vi i december 2016 tog til LONDON og fejrede noget helt særligt.
Det var dengang vores pædagog sagde DENNE SÆTNING, jeg aldrig glemmer!
Og hvorfor så egentlig endnu en rejse alene?
De seneste 3 år har vi prioriteret at holde ALLE ferier sammen med vores børn. Det er blevet til knap 12 uger hvert eneste år – uden feriepenge og al den slags. En bevidst prioritering i vores valg af jobs, imens vores børn er små og faktisk stadig gider hænge ud sammen med os!
Vi arbejder begge to freelance herhjemme, forsøger at hente ungerne tidligt hver dag og har god tid til at hygge os. De fleste hverdage er vi alle fire hjemme kl. 15.30, hvilket giver vores familie en nogenlunde rolig og knap så stresset hverdag.
Men selv om vi har forholdsvis god tid i hverdagen, så flyver hverdagen afsted med madpakker, sport, læsning, gymnastiktasker, legeaftaler, fodboldtræning, skolearrangementer m.m. Specielt efter vores søn er startet i skole og har en masse nye ting i sit liv som skolebarn.
Så vi besluttede at forære hinanden 4 dage ALENE uden børn igen i år. Bare som kærester. Ikke som nogens mor og far.
Vi har længe talt om at rejse til Marrakech og nu skal det være, imens vores dejlige forældre på skift passer vores børn her i vores hjem.
BEHØVER JEG SIGE, AT JEG GLÆDER MIG!!? ♥
Priser og planlægning
“Flyver I helt til Afrika på kæresteferie?”. En undrende kommentar fra vores søn.
Og ja, det gør vi faktisk. Marrakech er den 4. største by i det afrikanske land Marokko, syd for Spanien.
Vi har bestilt fly til 700 kr. T/R for os begge to fra Hamborg. Priserne er vanvittigt billige, især fra Hamborg.
Da vi skulle booke hotel, spurgte jeg ud gennem min instagramkanal, hvor 24.000 skønne mennesker følger med. Jeg høster simpelthen så meget dejlig information og inspiration gennem den lille app hver eneste dag, og elsker at give lidt tilbage.
Efter 5 min. var min indbakke rødglødende med beskeder, guides og links fra hundredevis af topflinke mennesker rundt omkring i landet. Så vi har simpelthen booket et hotel, som en af jer læsere har anbefalet.
Jeg skal nok fortælle om det, når vi har været afsted.
Det er verdens fineste lille riad – og jeg glæder mig så meget til at trække stikket og slappe af uden børn, arbejde og huslige pligter i 4 dage efter en meget travl periode i Sabinasverden!
4 hele dage!
GUIDES FRA EN SØD LÆSER
Jeg bliver nødt til at dele denne lille guide, som en af jer sendte til mig i en privat besked. Hun anbefalede
- Riad El-Fenn. I den dyre ende.
- Riad Assouel. Et billigere alternativ.
- Restaurant Comptoir Darna
- Restaurant Bo Zin.
- Cafe terrasse Des Epices. Ved et lille torv.
- Opleve Djemaa el Fna-torvet med spåkoner, aber og gøglere.
- Husk at bestille indenfor Medinaens vægge, så man kan gå til alt.
Kan I hjælpe os?
Vi vil gerne nå at opleve Atlasbjergene, ørkensafari og selvfølgelig bylivet, kulturen, det hæsblæsende markedsliv (som jeg glæder mig enormt meget til at opleve!) og nå at shoppe en masse pænt interiør med hjem.
Det kan vi selvsagt ikke nå på blot 3 dage. Det vigtigste på vores liste er at opleve Marrakechs hektiske og kontrastfulde byliv, shoppe lidt fint marrokansk med hjem og få tanket ny energi op med massage, god the, spa og hammams til den store guldmedalje!
Jeg håber, I kan hjælpe os med at prioritere?
HAR DU VÆRET I MARRAKECH? HVAD SKAL VI OPLEVE PÅ 3 DAGE? HAR DU REJSETIPS OG HEMMELIGE GUIDES?
Skriv meget gerne i kommentarfeltet, så vi andre kan blive inspireret!
[sc name=”hilsen” ]
1 kommentar til “Miniferie i Marrakech. Hvad skal vi opleve?”
Pingback: Vores riad i Marrakech - Sabinas Verden